Kolde gys
2. november 2020
Vinterbadning – skal, skal ikke ?
”Gysende koldt – dampende varmt og dejligt velvære med styrket immunforsvaret, færre forkølelser og bedre humør hele vinteren.”
Sådan beskriver vinterbaderne deres hang til at banke hul i isen og dyppe sig det iskolde vand imellem isskosser – efterfulgt af en tur i sauna. Men jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jeg er en kylling, når det gælder koldt vand, jeg skal ikke have rimfrost mellem tæerne. Venter tålmodigt, til havtemperaturen er pænt over 20 grader, før jeg hopper i – stadig med et lille gys. Jeg bliver formentlig aldrig vinterbader.
Men jeg synes, vinterbadere er totalt seje, og der bliver i øvrigt flere og flere af dem – hele 30.000 er organiserede i foreninger herhjemme. ”Det er ofte det første dyk, der er det sværeste. Derefter vænner man sig gradvis til kulden, og det bliver nemmere og nemmere at gå i det kolde vand.” ”Er det første gang, kan din krop blive lidt chokkeret, men det er ikke farligt – måske bare lidt ubehageligt. Når jeg hopper i det kolde vand, føles det som en genstart af kroppen,” er de optimistiske budskaber fra vinterbaderne.
De erfarne vinterbadere nyder ganske enkelt det kolde gys, og forklaringen er, at hvis man har vinterbader-grundformen på plads, så husker kroppen på, at det bare gælder om at slappe af, og at det ikke er farligt. Det får kuldechokket til at virke mindre. Mange vinterbadere tager ligefrem turen fra gysende koldt havvand til dampende sauna flere gange i træk for at nyde temperaturskiftet – og for at få mere af den gode virkning.
Hmmm… jeg har læst grundigt på lektien, og det er IKKE en undskyldning, at det er for sent at komme i gang, selv om vi skriver november. Faktisk har det kolde dyp ikke nogen synderlig indvirkning på kropstemperaturen. De fleste er kun i vandet i et minuts tid, og på den korte tid er det kun den yderste del af kroppen, der når at blive kold. Så man kan faktisk starte på at vinterbade hele vinteren. Men, det bliver ikke mig, ikke i år i hvert fald!
Og det ærgrer mig da egentlig lidt, at jeg ikke kan være med, for – skal man tro de hardcore badere – er der rigtig mange gode virkninger ved at hoppe i det kolde vand.
Det med, at vinterbadning er godt for humøret er ikke videnskabeligt bevist. Men teorien er, at det kolde vand får kroppen til at frigive en masse signalstoffer og hormoner: Adrenalin, binyrebark, serotonin og endorfiner – ligesom fx en lang løbetur gør. Det giver humøret et skub opad resten af dagen, virker smertestillende – fx på gigtsmerter – og afstressende. Desuden har forskere fundet, at vinterbaderes insulinindhold i blodet har en tendens til at være lavere end hos andre.
Fælles for alle de gode virkninger er dog, at de ikke er videnskabeligt bevist – men at rigtig mange mennesker mærker de gode virkninger, når de bader vinteren igennem. Og det er vel også en form for bevis?
Her på Røsnæs er vi så heldige, at der i vores lille fine havn ved Nyby (Røsnæs havn) i 2017 åbnede Røsnæs Maritime Aktivitetshus med superfine faciliteter til badning – både sommer og vinter. Her er et dejligt bredt brodæk med trin ned til vandet. Og her er sauna og omklædningsrum i forbindelse med broen.
Så er du vinterbader eller tænker på at blive det, har vi de fineste faciliteter. Du må også gerne benytte både bro og sauna om sommeren – så kan det være, du møder mig!
Du kan også hoppe i vandet direkte fra hotellets strand og smutte ind i Strandhotellets egen sauna bagefter. Køb adgang til saunaen, når du chek’er ind.
OBS: Den lokale vinterbaderforening tænder saunaen de fleste morgener ved 7tiden – find dem på deres facebookside: Røsnæs Vinterbader4400.