Røsnæs i (bære­dygtig) udvikling

11. juli 2020

Nogle gange kan jeg i mit stille sind tænke, at Røsnæs godt nok er ’langt væk fra alting’. Det tager en halv krig at komme til civiliserede områder og en hel krig at komme til København – og her sker heller aldrig noget.

Men når jeg så snakker med hotelgæster og venner, er deres indtryk nærmest modsat: ”Hold nu op, hvor sker der meget på Røsnæs – hvor er I gode til at søge fonde – og hvor er det fantastisk, alt det, I får gennemført … og nu får I også penge til en cykelsti!”

Og ja, der er en stor udvikling i gang herude på vores fine, naturskønne landtange. Det er heldigvis en udvikling hen imod, at flere og flere kan komme til at nyde den fantastiske natur på mange forskellige måder. På cykel, på vandring, i kajak, som lystsejler, som svømmer, som vinterbader … for ikke at tale om fuglekiggere og lystfiskere og folk, der vil opleve områdets spændende historie helt tæt på.

Her bliver bygget, anlagt og udviklet, og det er markant, at det meste kommer i gang som helt lokale initiativer, hvor det er Udviklings- og beboerforeningen, der formidler ideerne, lægger planerne og søger pengene ved fonde.

Det betyder, at planerne er opstået hos dem, der bor her og bruger området – hos det, der i gamle dage hed græsrødderne – og det sikrer, at alt bliver gjort nænsomt og med respekt for den storslåede natur og områdets særpræg; som udviklingen åbner for flere.

Jeg nævner i flæng:

Røsnæs Rundt, der er en rute på 25 km rundt på Røsnæs – med 13 såkaldte ’landmarks’.  Det første, du kommer til, at er Naturrummet, som er en smuk bygning – et fint sted at starte udforskningen og få overblikket. Her bliver du klædt på til udflugten i naturen med information, kort over foreslåede ture, osv.

Aktivitetshuset på Røsnæs Havn er også et såkaldt landmark. Her er godt at bade både sommer og vinter, her er sauna, mødelokale, kajakbro – og nu kommer der sørme også et såkaldt kajakhotel, så roerne kan have deres kajakker liggende tørt og godt imellem turene.

Tænk, der bliver plads til 40 kajakker, der bliver undervisningsfaciliteter, og der skal også laves en kajakrute langs med Røsnæs’ kyst.

De sidste 11 landmarks er placeret ved det eksisterende stisystem langs syd- og nordkysten på Røsnæs.  Det er små indbydende opholdssteder udført i træ, de iscenesætter landskabet og fortæller en historie om netop dette særlige sted på Røsnæs.

Og hov! – så kom der lige her for nylig helt uventet 6,9 mio. kr. fra Folketinget, de er med til at sikre en ny cykelsti fra Nyrupvej til Ulstrup til glæde for både skolebørn og turister. Den samlede pris for cykelstien forventes at løbe op i 17,2 millioner kroner, og vi regner med at kunne cykle på den allerede i 2019.

Helt lokalt her på Strandhotel Røsnæs har vi også nydt godt af fondspenge, vi har fået 500.000 fondskroner til vores fantastiske badebro lige ud for hotellet.

Så er Røsnæs langt fra ’alting’?  Tjahh, det kommer an på, hvad ’alting’ er. Der er vel egentlig ikke uoverstigeligt langt til Operaen og Strøget.

Samtidig er vi supertæt på havet, på naturen, på havnen – og på naturoplevelser i særklasse hver eneste dag. Med den gode udvikling, der foregår for øjeblikket, kommer vi skridt for skridt tættere på.

Naturen bliver på klog, nænsom og fin vis åbnet op og gjort tilgængelig for mange – på god og bæredygtig vis, hvor oplevelserne bliver tilgængelige uden at blive ødelagt.

Så kom og nyd vores flotte natur. Der er kun 11 km fra Strandhotel Røsnæs til spidsen af Røsnæs.

Der er flere steder, hvor I kan stille bilen og skifte til gå-ben, så vandreturen bliver den længde, I ønsker. Hvis I da ikke cykler derud.

Vi rådgiver gerne om, hvordan I får en tur, der passer lige til jer.

Er du blevet nysgerrig – så klik her: http://røsnæsrundt.dk/